Marielyst Strand Østersøruten N8 cykling

Lolland-Falster skal i den gule førertrøje

29.10.2024
Foto: Natura Aktiv

Lolland-Falster skal i top som cykeldestination, og derfor har eksperter inden for cykelturisme oplevet Lolland-Falster på to hjul som en del af det internationale projekt Baltic Biking Upgrade.

Førende ekspert og direktør for Dansk Cykelturisme, Jesper Pørksen, og Alexandra Fournier fra European Cyclist Federation var blandt de 19 deltagere, der besøgte Lolland-Falster for at blive klogere på egnens cykeloplevelser og samarbejde om udviklingen af den internationale cykelrute EuroVelo10, der løber langs Østersøruten og dermed gennem Lolland-Falster.

Turen gik forbi Dodekalitten, Danmarks længste dige og Femern Udstillingscenter, og med fuld fart trådte partnerne i pedalerne gennem jernbanestien fra Rødbyhavn til Maribo.

En naturskøn rute, som viste potentialet for at forlænge sæsonen med cykelturisme, mens mulige forbedringer på ruterne også blev klarlagt.

”Når man arbejder på tværs af grænser, er der forskellige tilgange til det hele. Derfor er det altid interessant at vise en del af Danmark frem for internationale gæster, der også arbejder med cykling, og få deres indtryk. I Danmark bryster vi os på at være de bedste til at lave cykelstier, men det kan de også godt finde ud af i andre lande, hvor de investerer stort i udvikling af cykelinfrastruktur. I Tyskland ser vi eks. mange flere cykelturister på ruten (EuroVelo10) sammenlignet med Lolland-Falster, og det giver tyskerne nogle gode forretningsmuligheder, som vi kan lære meget af,” fortæller Jesper Pørksen, direktør i Dansk Cykelturisme.

Partnermødet gav også mulighed for at udveksle idéer til udviklingen af den tohjulet, naturnære og aktive turismeoplevelse på tværs af de fem partnerlande.

Artiklen fortsætter under billedet...

Projektpartnere besøger Dodekalitten

Foto:Visit Lolland-Falster

Lolland-Falster rummer stort cykelpotentiale

Der er et uforløst potentiale for at trække flere cykelturister til Lolland-Falster, og det skal indfries gennem projektet Baltic Biking Upgrade og med stærke internationale kompetencer.

VisitDenmarks analyser dokumenterer, at 24% af kyst- og naturturisterne, der besøger Danmark, kan defineres som cykelturister. På Lolland-Falster er det kun 9% af kyst- og naturturisterne, der kan defineres som cykelturister.

”Vi har en ambition om at bringe Lolland-Falster i top som cykeldestination. Derfor er vi med i det her internationale samarbejde for at trække på vores partneres enorme viden og stærke kompetencer. Gennem projektet skal vi kortlægge og synliggøre, hvad der er pest practice inden for cykelturisme, og det skal være med til at bringe Lolland-Falster i den gule førertrøje som cykeldestination,” fortæller Lindy Kjøller, destinationschef hos Visit Lolland-Falster.

Visit Lolland-Falster henter stærke kompetencer og hjælp hos Dansk Cykelturisme, der bringer faglig viden ind i projektet.

”På et strategisk niveau rådgiver vi om udviklingen af europæiske cykelruter. Sammen med European Cyclist Federation kigger vi på, om man på tværs af de 5 lande kan lave en aftale om driften og kommunikationen af EuroVelo10. Og så tjekker vi også kvaliteten af ruten og kommer med anbefalinger til forbedringer. Det kan eks. være, at der er en strækning på ruten, som skal være bredere, en bom der skal fjernes eller forhold i et kryds, som ikke er optimale for cyklister,” fortæller Jesper Pørksen.

Derudover kigges der også på, om ruterne skal skiltes bedre for at imødekomme cykelturisternes behov og udvikling af cykelvenlige produkter, der kan styrke forretningen hos turismevirksomhederne langs ruten.

Partnerbesøget er en del af projektet Baltic Biking Upgrade, der er støttet af Interreg. South Baltic Sea og Den Europæiske Fond for Regionaludvikling (EFRU).

Projektpartnere cykler
Flag på cykler
Projektpartnere cykler