Naturpark Maribosøerne

Flere QR-koder rulles ud efter succes

29.10.2024
Foto: Daniel Villadsen

Gæsterne på Lolland-Falster skal fremover kunne scanne QR-koder med link til digitale guides mange flere steder.

I 10 digitale guides – såkaldte web apps –  kan Lolland-Falsters gæster finde inspiration til oplevelser, attraktioner og spisesteder i området. De digitale guides tilgås i dag via QR-koder hos Lolland-Falsters 29 infopunkter, men nu skal de digitale guides meget længere ud.

Ved seneste netværksmøde i gæsteservicenetværket blev første sæson med Lolland-Falster nye koncept for gæste- og værtservicen evalueret. Her stod det klart, at gæsterne skal kunne tilgå QR-koderne og de tilhørende digitale guides mange flere steder på Lolland-Falster end tilfældet er i dag.

Morten Andersen, ejer af Golf & Funk Park, henviser bl.a. til, at når Golf & Fun Park lukker om aftenen, kan gæsterne ikke søge inspiration til flere oplevelser hos dem.

Samme perspektiv deler Gitte Haahr Fornitz, gæstekoordinator hos Museum Lolland-Falster, der også ser en stor fordel i at udbrede QR-koderne, så gæsterne bliver opmærksomme på de digitale guides mange flere steder.

Derfor står udbredelse af QR-koder og digitale guides også øverst på to do-listen hos Visit Lolland-Falsters nyansatte gæsterviceansvarlige, Julie Brodka:

”QR-koderne skal længere ud. Lige nu er de kun tilgængelige hos infopunkterne, men det er ikke nok. Gæsterne skal kunne tilgå de digitale guides mange flere steder på Lolland-Falster – og på alle tidspunkter af døgnet. Derfor er vi nu gået i gang med at kortlægge, hvor og hvem der har lyst til at synliggøre en QR-kode med link til en digital guide,” fortæller Julie Brodka.

Distributionen af QR-koderne kan bl.a. ske til flere overnatningssteder, hvor gæsterne har tid til at søge inspiration til oplevelser, mens de nyder morgen- eller aftenkaffen. For på Milling Hotel Søpark, scanner gæsterne gerne QR-koden for at tage en digital guide med på mobilen.

”Vi fornemmer, at gæsterne er glade for det nye tiltag. En del af vores gæster scanner den QR-kode, vi har stående, og så bliver touchskærmen også brugt flittigt. Vi oplever også, at brochurerne bliver taget med på værelset, hvor gæsterne har en rolig stund til at finde ud af, hvad de ellers skal opleve. Så det er helt sikkert et skridt i den rigtige retning med vores nye setup og tilbud til gæsterne,” fortæller Steffen Kiær, hotelchef hos Milling Hotel Søpark.

Foruden en større distribution af QR-koder med link til digitale guides, skal der også i løbet af det nye år udvikles nye henvisningsprodukter.

For gennem henvisninger og stærke samarbejder skaber vi de bedste oplevelser for gæsterne på Lolland-Falster.

Ønsker du at opsætte en QR-kode hos dig, er du velkommen til at kontakte Julie Brodka, gæsteserviceansvarlig hos Visit Lolland-Falster.

Foto på vej

Gæsteserviceansvarlig og projektleder

jb@visitlf.dk