Hages Badehotel

Sådan gik efteråret 2024

27.11.2024
Foto: Hages Badehotel

Gæsterne lod vente på sig i de tidlige sommermåneder, og derfor var der store forhåbninger om, at de ville finde vej til Lolland-Falster senere på året. Kom med, når vi tager temperaturen på efteråret set gennem turistaktørernes skarpe øjne.

Bladene har givet slip på grenene, og kulden er kommet snigende over Lolland-Falster. Mens vi i stigende grad trækker inden døre, skruer op for varmen og tænder stearinlysene, kan vi se tilbage på et flot efterår. Turistbranchen på Lolland-Falster har haft travlt – ikke mindst takket være et solidt rykind af særligt de tyske turister.

Allerede i slutningen af oktober kunne Lalandia i Rødby fejre, at årets målsætning for udlejede boligdøgn (udlejning af et feriehus i et døgn) var nået.

”Efteråret har været fantastisk for os. Igen i år har vi haft et væld af danske gæster fra Sjælland, stærkt forfulgt af internationale besøgende. Vi har som regel mange svenske gæster, men antallet er faldet, sandsynligvis på grund af den svenske valuta. Til gengæld har de tyske gæster udfyldt pladsen for svenskerne – og det glæder vi os over”, fortæller Karsten Juhl, COO hos Lalandia.

Fra Lollands sydkyst til Lollands nordkyst, hvor fejringen af et godt efterår fortsætter hos Knuthenborg Safaripark.

”Vi har haft Knuthenborg Safariparks bedste efterår. Det skyldes dels Knuthenborg After Dark og dels forlængelsen af sæsonen til også at gælde weekenderne i ugerne 43 og 44. Bare sæsonforlængelsen gav os 5000 ekstra besøgende. I år valgte vi at holde længere åbent for at få fat i flere af de tyskere, der holder sen efterårsferie – og det fik vi. Fredag i uge 43 havde vi 950 gæster, hvoraf 832 var tyske,” fortæller Brian Lindorf Hansen, marketingchef hos Knuthenborg Safaripark.

Alt i alt kan Knuthenborg Safaripark se tilbage på en flot efterårsmåned med 24% flere tyske gæster i forhold til sidste år.

På Hages Badehotel mærker hoteldirektør Rikke Lohse også en forlænget efterårssæson.

”I år har vi oplevet, at sæsonen har varet længere. Vi har haft mange danske gæster hele oktober og tyske gæster helt frem til og med uge 44. Det har også været nemmere at sælge weekenderne i forhold til sidste år. Så alt i alt har vi haft et rigtig positivt efterår med mange børnefamilier, men vi har også haft mange cykelturister ind i efteråret. Og det er et segment, som vi virkelig oplever, er på vej frem,” fortæller Rikke Lohse.

Det er ikke kun i Lalandia, Knuthenborg Safaripark og på Hages Badehotel, at tyskerne har gjort deres indtog. Fuglsang Kunstmuseum oplevede også en markant stigning blandt de tysktalende gæster i efterårsferien, og samme tendens udspillede sig hos Labyrint Lolland-Falster.

”Vi har haft mange danske og tyske gæster, og mange af dem har været her før. Tyskerne kommer hvert efterår til Lolland-Falster, og så er det blevet en tradition for dem at finde vej gennem labyrinten. Foruden mange tyskere, så har vi også haft mange hollændere i efteråret. Efterårsvejret kan vi heller ikke komme udenom, har været godt. Og det spiller selvfølgelig en rolle for, hvor mange der trækker i overtøjet og begiver sig ind i labyrinten,” fortæller Charlotte Skaarup, ejer af Labyrint Lolland-Falster.

Det positive blik er også at finde hos Middelaldercentret, hvor efterårets helt store højdepunkt var halloween på Griffenholm, der både trak børn og voksne til i uge 43.

"Vi er meget tilfredse med efteråret, og især oktober var en succes med en stigning i besøgstallet på over 22% sammenlignet med sidste år," fortæller Jorge Lar, markedsføringsansvarlig hos Middelaldercentret.

Artiklen fortsætter under billedet...

Knuthenborg Safaripark

Foto:Robin Skjoldborg

Digital opbakning

Visit Lolland-Falster har støttet op med en målrettet digital indsats, og kørt kampagne på både dansk og tysk. Kampagnen har haft til formål at inspirere danskere til at udforske Lolland-Falsters mange attraktioner, mens den tyske kampagne har haft fokus på at trække gæsterne ud af feriehusene og hotelværelserne.

Efterårets store interesse for Lolland-Falster kan også måles på antal hjemmesidebesøg hos Visit Lolland-Falster. Der har været en stigning på 5,8% i antal besøgende i oktober 2024 sammenlignet med oktober året før.

Efteråret 2024 peger på, at Lolland-Falster er på vej i den helt rigtige retning, når det kommer til at udvide sæsonen. Flere og flere aktører holder åbent længere ud på året, og der er ingen tvivl om, at det gør en stor forskel, at der er mange spændende oplevelser at komme efter også på denne tid af året. Samtidig åbner det for at gæsterne opdager de mange muligheder og får lyst til at komme igen for at opleve endnu mere. For Lolland-Falster har utroligt meget at byde på.

Med det tegner det nye år til at blive godt – forhåbentligt med en endnu længere sæson i 2025.