©  Foto:

Avnede Kirke

Avnede kirke ligger meget smukt på et næs, der skyder sig ud i de flade enge.

Indtil 1860erne, da Nakskov Fjord blev afvandet, gik fjorden helt op forbi kirkegården. Kirkens placering på dette sted kan skyldes, at der på åbreden syd for kirkegården har været en kilde, hvortil der har været knyttet en hedensk kult. Begyndelsen til Avnede kirke kan have været et kildekapel. Kilden blev til et kristent helligsted og fik navnet St. Lauritz kilde. Dens vand var kendt for at have en mægtig kraft.

Avnede kirke har hørt under Halsted Kloster. Efter reformationen hørte den sammen med hovedkirken under kronen, indtil de 1719 sammen overdroges baron Jens Juel Vind og blev lagt ind under det af ham oprettede baroni. Den 8. februar 1957 overgik kirken til selveje.

Kirken er antagelig fra slutningen af 1300-tallet. Tårnet er yngre end langhuset. Måske har der tidligere været en klokkestabel vest for kirken, som er blevet undermineret af fjordvandet. I en kvadersten i tårnfodens østside er indhugget en kreds, hvis betydning ikke kendes.

Avnede kirke fremtræder lys og åben. Det veldimensionerede rum, de store vinduer og de hvide vægge danner en harmonisk helhed Nyt og gammelt blander sig i denne kirke. Døbefont og alterbord er fra 1970, tegnet af Johs. Exner Over alterbordet hænger et smukt 1400-tals krucifiks som et enkelt og stærkt udtryk for kirkens forkyndelse. 


                        
Åbningstider Efter aftale med graveren pr. telefon (undtagen mandag). Graver Arne Meldgård 28 77 48 49
Sognepræst Ole Opstrup 54 93 90 30