Cykelrute: Oldtidsruten - 25 km
En smuk og spændende tur øst for Nysted! Oplevelsesruten "Oldtidsruten" er en naturskøn cykelrute på 25 km med startpunkt i Nysted. Perfekt for hele familien, med masser af spændende monumenter og gravhøje undervejs.
Cykelruten går igennem det dejlige flade landskab øst for Nysted, langs Lollands syd og østkyst, hvor der er en fantastisk udsigt ud over Østersøen og Guldborg Sund. Herudover går cykelruten også igennem en lang række små idylliske landsbyer, og to større skove.
Det anbefales at holde pause på Holten Strand, hvor der er en stor offentlig plads med bord-bænke og shelter- og teltplads samt en fin badestrand med badebro, så husk badetøjet!
Turen går igennem et indhegnet område i Roden Skov, hvor der er mange dådyr, også en mindre bestand af helt hvide dådyr. Kig efter havørnene, når du når strandengene ud for skoven, ørnene jager ofte ved kysten her.
Cykelruten er, som navnet siger, en temacykelrute, hvor oplevelserne undervejs især er de mange fortidsminder.
Ruten fører forbi over 150 fortidsminder.
De fleste gemmer sig i Frejlev Skov, hvor det anbefales at besøge dem, der er let tilgængelige og skiltede. På ruten er også Knækkerygstenen, hvor en fæl ridefoged efter sigende mistede livet, og Skalkekorset, som er en del af samme historie.
Efter Frejlev går turen over Kettinge og tilbage til Nysted.
Læs mere og se kort over ruten i Naturlandets folder her.
Følg ruten i appen Naturlandet Lolland-Falster, så får du endnu flere oplevelser undervejs! Du finder ruten under "Naturlandets oplevelsesruter" i appen.
Cykelruten er en af Naturlandets 19 lokale oplevelsesruter, som er skiltet med symboler - du skal bare følge ”dyssen”. Ruten starter og slutter ved havnen i Nysted, se kortet herunder.