Cykelrute: Safari på cykel - 22 km
Tag med børnene på safari! Oplevelsesruten "Safari på cykel" er en børnevenlig cykelrute på 22 km, der starter i Maribo midt på Lolland, og går op til Knuthenborg Safaripark.
Cykelruten går nordpå til den idylliske landsby Maglemer og Knuthenborg Safaripark. Her kan du købe billet til safariparken, og opleve en lang række af de eksotiske dyr fra din cykelsadel. I safariparken er der en forlystelsespark, som er yderst populær blandt børn og barnlige sjæle.
Hvis du ikke cykler ind i safariparken, fortsætter ruten langs Knuthenborgs historiske mur, og videre igennem Merritskov. I skoven cykler du igennem et indhegnet område, på en minisafari hvor det er muligt at se vildsvin og bisonokser.
Den skønne lille havneby Bandholm, med sine klassiske gamle gule bindingsværkshuse, ligger smukt på Lollands nordkyst med udsigt over Smålandsfarvandet. Køb en is i ishuset ved Bandholm Hotel, gå ned til stranden eller havnefronten, nyd den fantastiske udsigt og se den lokale færge sejle afsted mod Askø. På en varm sommerdag kan du snuppe en lille dukkert ved stranden eller i havnebadet.
Turen hjem fra Bandholm til Maribo foregår via små hyggelige landeveje og en tur igennem Merritskov igen. Nyd den smukke udsigt over Nørresø i Naturpark Maribosøerne på vej tilbage til Maribo.
Læs mere og se kort over ruten i Naturlandets folder her.
Følg ruten i appen Naturlandet Lolland-Falster, så får du endnu flere oplevelser undervejs! Du finder ruten under "Naturlandets oplevelsesruter" i appen.
Cykelruten er en af Naturlandets 19 lokale oplevelsesruter, som er skiltet med symboler - du skal bare følge ”næsehornet”. Ruten starter og slutter ved Maribo station, se kortet herunder.