Danmarks mest ørige søer
Midt på Lolland ligger Danmarks mest ørige sø i det fredede naturområde Maribosøerne.
Maribosøerne er et af Danmarks største ferskvandssystemer med i alt 1140 hektar vandspejl.
Den største af søerne – Danmarks 8. største sø – er Maribo Søndersø på 852 hektar. Den består af tre bassiner, og er med sine 13 regulære øer, 6 småholme og 3 hængesæk øer, uden sammenligning Danmarks mest ørige sø. Røgbølle Sø er på 200 hektar, Hejrede sø på 50 hektar og Nørresø på 40 hektar.
Der er offentlig adgang til øerne Hestø, Fruerø og Præstø. De andre øer er privatejede af godserne Engetofte og Søholt. Den største af øerne er den 17 hektar store ø Borgø, som er den eneste af øerne i Søndersø, der har været beboet i nyere tid. Mange af de mindre øer er meget vigtige ynglefugle-lokaliteter.
Naturpark Maribosøerne ligger i et storslået herregårdslandskab, omkranset af marker, eng-, mose- og skovarealer. For fugle- og naturinteresserede er der mulighed for store oplevelser.
De mange ruter rundt om søerne indbyder til at opleve naturen både til lands og til vands – fx på cykel, i kajak eller med Turbåden Anemonen (maj - september).
Find områdets ruter i Naturlandets app her.
Få inspiration til flere unikke naturoplevelser på Sydhavsøerne her.