©  Foto:

Den gamle Købmandshandel

Rejs tilbage til 1950'ernes købmandshandel

Kom forbi Den gamle Købmandshandel i Færgestræde i Nykøbing F. Træd ind i en butik, hvor inventaret stammer fra Skottemarke købmandshandel på Lolland. Købmanden i Skottemarke åbnede sin butik i begyndelsen af 1900-tallet. Her kunne kunderne købe alt det, der var brug for i den daglige husholdning: mad, tøj, værktøj, maling, brændevin, øl og sodavand, træsko, krydderier, chokolade, bolsjer, cykeldæk og tjære. 

I 1955 købte købmand Jørgen Skaaning Larsen butikken, og det er fra den tid, en stor del af de udstillede museumsvarer stammer.

Det første, der rammer dig, når du træder ind af døren i den lille butik i Nykøbing, er den aromatiske duft af kaffe. Du er nu rejst 50-60 år tilbage i tiden. Her er ingen indkøbsvogne eller selvbetjening, men søde og behjælpelige kommiser, der betjener dig efter de gode, gamle principper om god kundeservice.

Den gamle Købmandshandel er leveringsdygtig i blandt meget andet nymalet kaffe, te, honning, fletkurve, gammeldags bolsjer, brun sæbe, sæbespåner, dåser, petroleumslamper, keramik, gammeldags legetøj og gode håndlavede børster.

Den gamle Købmandshandel er et levende museum, bygget op omkring det autentiske inventar og varelager fra Skottemarke Købmandshandel, som lukkede i 1987.

 

Museum Obscurum

Den Gamle Købmandshandel fungerer som billetsalg til Museum Obscurum og som infopunkt.

Museum Obscurum viser Cornelius S. C. Rödders mystiske samling, og i Butik Obscurum kan du finde alt, hvad dit nysgerrige hjerte begærer!

Her er mystiske bøger, fine notesbøger, spil, karafler, dragehalskæder, flotte glas, puder og meget andet.