Fuglsang Herregaardshotel
Overnat i storslåede renæssance omgivelser på Fuglsang Herregaard – en uforglemmelig oplevelse.
I mere end et århundrede var Fuglsang Herregaard et refugium for danske billedkunstnere og komponister. I dag fremstår godset som et intakt herregårdshjem, hvor historiens vingesus mærkes i de fredede bygninger og det smukke landskab.
Du kan overnatte i stemningsfulde omgivelser i herregårdens historiske værelser eller i anneksbygningen fra 60’erne, Reden, med egen terrasse og direkte udgang til Fuglsang Have. Værelserne er opkaldt efter personligheder tilknyttet stedet gennem tiderne og indrettet med de originale møbler.
Den charmerende herregårdsbar er åben for overnattende gæster. Her tilbydes en kold lokal Krenkerup øl, et godt glas vin, en dejlig kop kaffe eller en god whisky, som kan nydes i en af herregårdens autentiske stuer eller på den overdækkede patio med skøn udsigt til haven. Alt efter sæson er det muligt at bestille vores tapas tallerken med hjemmelavede og lokale specialiteter.
Efter en god nats søvn serveres lækker morgenmad med hjemmebag og lokale produkter i arkitekt Poul Abrahamsens spisesal.
Fuglsang Herregaard er fyldt med sjæl, ånd og en unik kulturarv – besøg fx Fuglsang Kunstmuseum eller gå en dejlig tur i Oluf Rudes fodspor på det middelalderlige Skejten.
Fuglsang Herregaard er et højdepunkt i enhver ferie på Sydhavsøerne, hvad enten du er på udkig efter noget af Danmarks smukkeste natur eller er interesseret i prisvindende kunst.