Holmegaard Vin og Glamping
Hos Holmegaard Vin og Glamping er det let at tage på ”teltferie”. Her er det eneste I skal pakke tøj og tandbørste, og så er I klar til en overnatning med fokus på vin, ro og komfort.
Er I vininteresseret får I muligheden for at følge med i markarbejdet på tæt hold og I kan tilkøbe deres egen vin, som er dyrket og produceret på stedet.
Teltene er indrettet med dobbeltseng og 2 ekstra slå ud senge, som er beregnet til børn. Der er en kapsel kaffemaskine i teltet som kan lave kaffe, te og kakao, og hvis sommeren viser sig fra sin mere kolde og våde side, har hvert telt også en el ovn, som kan varme teltet.
Ved hvert telt er der en gasgrill og borde og stole, så I har mulighed for at lave og indtage maden ved teltet. Derudover er der et fælles køkken som er helt nyistandsat og indrettet til fri afbenyttelse. Ved siden af køkkenet er et nyistandsat bad og toilet, hvor der er mulighed for et varmt brusebad og vask og tørring af tøj. Andre fordele ved stedet er den fælles bålplads, bordtennisbord og diverse brætspil og kort, som kan hentes i køkkenet og medbringes i teltet.
Opholdet inkluderer morgenmad, som I selv tilbereder. Morgenmaden består af boller, tebirkes og kanelsnegle fra frost, og marmelader, nutella, ost, frugt og æg. Hertil en juice eller kakao brik, samt kaffe, te og varm kakao ad libitum. Der er linnede og håndklæder, viskestykker og karklude med.
Hos Holmegaard Vin og Glamping er der også mulighed for at oplade sin elbil, for ekstra betaling.
I har endda mulighed for at købe sodavand, rosevin fra egen produktion og en snackkurv, perfekt til turen blandt vinranker.