Shelterplads - Kramnitze Havn
Ved havnen i Kramnitze, finder du en spændende telt- og shelterplads med beliggenhed i særklasse. Pladsen ligger nemlig godt beskyttet af hybenrosebuske, men er samtidig placeret kun få meter fra den skønne badestrand.
Pladsen består af én fin og rummelig shelter, samt teltplads med plads til op til 15 personer.
Området har en lækker badestrand, med badebro lidt længere henne ad stranden. Kramnitze og Hummingen og er et meget aktivt ferieområde, hvor den nationale cykelrute 8, Østersøruten, og oplevelsesruten Naturlandet Rundt går direkte forbi.
Der er mulighed for indkøb vestpå i Dannemare eller østpå i Rødbyhavn, henholdsvis 10 og 9 kilometer derfra.
I turistsæsonen har du mulighed for at spise pizza og grillmad hos La Castagna, cirka 500 meter fra shelteren. Ved Hummingen cirka 2 km derfra, finder du to fine spisesteder, Den Gamle Digegaard og Restaurant Strandgården; udover restaurant, så har Strandgården også minigolf, ishus og café.
Læs mere om Kramnitze telt- og shelterplads på Book en Shelter. Se også en fuld oversigt over Naturlandet Lolland-Falsters mange shelterpladser her.
Få adgang til flere spændende friluftsoplevelser i Naturlandets app.