Stiftsmuseet i Maribo
Bliv klogere på Lolland-Falsters fjerne fortid og de tidligste mennesker – en rejse tilbage i tiden.
I Lola-udstillingen tager stenalderpigen Lola dig med tilbage til den tid, hun levede i, for ca. 5700 år siden. Scenografien præsenterer først byggepladsen ved Femern-tunnelbyggeriet, som er dér, hvor de arkæologiske fund blev gjort, og siden føres man ind i et stenalderunivers, der viser de forskellige fund og fortæller om Lolas verden og videre 500 år op gennem tiden. På den måde får man fortællingen om tiden fra de sidste jægere og frem til de første bønder på Lollands sydkyst.
En lille begklump med en stor historie! Det helt særlige ved denne klump er, at man for første gang har udtrukket et komplet billede af et menneskes DNA fra noget, som ikke er knogler eller tænder. Det har bragt os helt tæt på ét af stenalderens mennesker: en pige, Lola, der levede på Lollands sydkyst for ca. 5700 år siden.
Museum Lolland-Falster har også den fineste samling af krucifikser fra middelalderen. Kom helt tæt på dem og bliv klogere på middelalderens tro i udstillingen ’OMG’. Krucifikserne er meget dramatiske og forestiller den lidende Kristus på korset.
Vær opmærksom på, at der på Museum Lolland-Falsters udstillingssteder er begrænsede adgangsforhold for folk med funktionsnedsættelse.