Veststranden ved Lalandia i Rødby
Veststranden ved Lalandia er en dejlig strand med frit udsyn over Østersøen
Fin sandstrand, hvor det kan være en fordel at bade med badesko, da der kan forekomme sten i starten af stranden. I det nærliggende Lalandia med Aquadome findes mange aktiviteter og indkøbsmuligheder, restauranter, minigolf, børneaktivitetshus, biograf og meget mere.
Der er toilet og parkeringsplads ved stranden. Desuden er der adgang til stranden via trappe hen over diget.
Stranden er en af de mange strande langs Lollands sydkyst, hvor diget beskytter mod oversvømmelser af det indre land.
Digerne langs Sydkysten blev opført efter den store stormflod i 1872 og vedligeholdes i dag af Det Lollandske Digelag. Bag diget findes strandenge og små søer, hvor mange rastende og ynglende fugle kan ses.
På den skiltede cykelrute 8 "Østersøruten" kan du cykle på diget hele vejen fra Rødbyhavn til Brunddragerne ved Hyllekrog i øst eller langs fjorden ind til centrum af Nakskov i vest.
Oplev turen med den gratis smartphone app ”Naturlandet”. Du bliver guidet rundt med GPS og får billeder, historier og information undervejs. Find turen i kategorien ”Kystområder og øer -Badestrande”. Scan koden og hent app’en eller find den i App Store eller Google Play.